Ordinær 12. marts 2005

Generalforsamling 12-03-05, i Hellerup Sejklub.

Formanden bød velkommen og takkede for valget sidste år der var sket ”in absentia”. Yderligere undskyldte han for de trange forhold for de 40 fremmødte deltagere, men det havde vist sig umuligt at få andre lokaler på den berammede dag, da bestyrelsen havde været for sent ude med ønsker til de mulige sejlklubber. Det var ligeledes årsagen til at fællesspisningen efter generalforsamlingen var arrangeret ”privat” af Hanne & Hans Storm, og Lars Andersen til en meget rimelig pris. Det var håbet at både det og de lidt trange vilkår ikke ville ødelægge hyggen og samværet. Med den store tilslutning lovede Formanden at sikre bedre plads til næste år.

Før selve generalforsamlingen blev der holdt en præsentationsrunde, der viste at de 40 deltagere repræsenterede i alt 26 Grinder. Bipon II fra Nyborg havde rejst længst og fik applaus for det. Der var tilkendegivelser fra både Fredericia og Samsø om gerne at have villet deltage men de pågældende var forhindret.

Referat:

Dagsorden:

1. Valg af dirigent:

Formanden foreslog Claus Broge som dirigent, hvilket blev vedtaget med akklamation af forsamlingen. Herefter overtog dirigenten styringen af mødet.

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt med det vedtægtsbestemte varsel og til tiden. Ligeledes konstateredes at der ikke var indkommet forslag til generalforsamlingen. Da bestyrelsen foreslog uændret kontingent foreslog dirigenten at man undlod at bruge tid på at kontrollere om alle repræsenterede både var stemmeberettigede. Forsamlingen tilsluttede sig dette.

2. Formandens beretning:

Beretningen findes i trykt form i Grinde Nyt, februar 2005. Formanden opdelte sin beretning i ”det sociale” ”kapsejlads” ”det faglige” og ”fornyelse”.

Indledningsvis blev der refereret til den ekstraordinære generalforsamling i Helsingør om Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer og klassebestemmelser, herunder lækpropper, brandtæppe og det ny sejl Gennakeren. Der var en stor tilslutning med 21 fuldmagter og 24 fremmødte stemmeberettigede. Formanden udtrykte sin tilfredshed med at man dermed havde bidraget til udvikling i klassen, og medlemmerne havde vist stor interesse.

I det sociale blev det store Grindetræf i Helsingør med 21 deltagende både omtalt. Eskadresejlads og fotoserier, og videooptagelser vidner om succesen. De planlagte træf for pinsen 2005 både til Dragør og til Tunø blev omtalt. Ikke mindst vil bestyrelsen gerne støtte udviklingen af træffet i Vestdanmark. For medlemmer i den sydlige del nævntes muligheden for at deltage i den tyske søsterklubs træf.

Under kapsejlads bad Formanden Hans Storm om at berette, men da Dirigenten under bemærkninger til beretningen, ikke accepterede det som en del af Formandens beretning, er det refereret nedenfor.

Under den faglige dimension roste formanden hjemmesiden, og den udveksling af ideer mv. der kommer der. Med mange daglige besøgende er den et væsentligt bidrag til sammenholdet. Den supplerer på god vis Grinde Nyt som er en fornøjelse at modtage. Formanden gjorde opmærksom på at der er et stort arbejde ved både blad og hjemmeside, og opfordrede medlemmerne til aktivt at deltage med bidrag så begge dele fortsat udvikles. I december 2004 afholdtes et kursus ved Lars Andersen i vedligehold af Bukh motoren. Et fremragende arrangement, der desværre ikke havde tiltrukket medlemmer fra Fyn og Jylland. Formanden var villig til at transportere en gammel motor til et evt. kursus i Jylland hvis der var interesse for det.

Fornyelsen var vedtagelsen af gennakeren som en del af det tilladte udstyr under kapsejlads, og de sikkerhedsmæssige tilføjelser – lækpropper og brandtæppe. Formanden talte varmt om letheden ved håndtering og fartøgning på halvvindsben, så sejlet var en god tilføjelse til garderoben.

Formanden afsluttede sin beretning med at meddele, at med opbakningen fra bestyrelsesmedlemmerne var det en fornøjelse at varetage formandsposten.

Dirigenten åbnede for bemærkninger til formandens beretning.

Med bemærkningerne om kapsejlads henvist til evt. blev beretningen vedtaget med akklamation.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for år 2004 til godkendelse

Kassereren fremlagde regnskabet, der var godkendt af revisoren. Kassereren havde 3 bemærkninger. Bestyrelsen var meget billig i drift – 0 kr. Portoudgifterne var større end budgetteret, og umiddelbart ingen forklaring på sidstnævnte. Overskuddet på regnskabet skyldtes det triste forhold at der ikke havde været afholdt det budgetterede mesterskab.

Dirigenten åbnede for bemærkninger til regnskabet.

Det blev oplyst at udsendelser gennem Post Danmark er steget markant, derfor et større forbrug. På spørgsmål om kapitalen blev det meddelt at man havde haft en strategi med opsparing til et større indkøb af klubstandere, som netop var budgetteret i 2005. Klubstanderen der havde en indkøbspris på 40 kr. for 5 år siden, bliver nu produceret i Indien, og klubben har fået et flot tilbud om en sending til indkøbspris, hvilket er ca. ½ pris i forhold til det der blev betalt tidligere.

Hans Storm gjorde opmærksom på at man opfordrede annoncører af Grinder til salg – der ikke var medlem af klubben at blive det, da annonceringen er gratis for medlemmer. Tilgangen af medlemmer havde på den baggrund dækket udgifterne til web-hotel.

Et medlem anførte at bestyrelsen da gerne måtte bruge lidt penge til mødevirksomheden.

Herefter godkendte generalforsamlingen regnskabet.

4. Godkendelse af budget for år 2005 plus fastsættelse af kontingent for år 2006.

Budgettet blev fremlagt af Formanden. Der var afsat midler til at støtte træf i såvel Vest- som Østdanmark, samt et lidt større beløb til et klassemesterskab. Bestyrelsen følte at tilbud om større støttebeløb var nødvendigt for at få gang i kapsejladsen. Endvidere var der budgetteret med indkøb af 1000 standere.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent på 200 kr.

Dirigenten åbnede for bemærkninger – der var ingen, og han konstaterede budgettet vedtaget.

5. Valg til bestyrelse

Der var ingen kandidater ud over Hans Henrik Storm og Lars Andersen, der var villige til genvalg. Begge blev valgt med akklamation.

6. Valg af revisor plus 1 suppleant

Bestyrelsens forslag om genvalg af Paul Rochat som revisor og Niels Kjær som revisorsuppleant blev vedtaget med akklamation.

7. Indkomne forslag og forslag fra bestyrelsen

Der var ikke modtaget nogen forslag.

8. Eventuelt

Hans Storm nævnte de problemer der var med at få etableret et mesterskab. Kun 25 grinder har gyldigt målerbrev – om end mindst 150 har været målt. Om en båd har været målt kan man få at vide gennem Hans Storm, og fornyelse af et målebrev er ukompliceret hvis der ikke er lavet konstruktionsændringer på båden. For de der har fået rullegenua vil der ikke være problemer – det er tilladt, og sejlet ændres af sejlmagerne så det passer til reglerne. Et andet problem er at sejlklubber ikke er villige til at lave et stævne for meget få både. Henvendelse til Maxi klubben om et samarbejde om mesterskabsstævne var uden resultat. Bestyrelsen foreslår mere aktivt brug af mailgruppen ”kapsejler@grinde.dk” med forslag til sejladser, samsejlads – hvor flere grindesejlere kan mødes og kapsejle i een eller to både, eller andre ideer der kan aktivere til lidt sjov på vandet. Alle kan være med – det kræver ikke nye sejl osv. og er en god måde at lære båden rigtigt at kende på.

Formanden nævnte at måling var gratis for medlemmer af Herslev Sejlklub.

Steen Bertholdt foreslog blot at aftale uformelle møder hvor man kunne sejle mellem nogle bøjer, svarende til eskadresejlads. Axel Andersen foreslog at man blot fandt én der kunne starte selv et lille felt og tage i mål fx i Gilleleje, eller hvor der allerede er en udlagt bane og så afholde et mesterskab på det niveau.

Brumbassen der væltede under stormen var blevet repareret, men efter reparation atter beskadiget af vognmanden. Jens Buemann ville give en nærmere beskrivelse til Grinde Nyt og hjemmesiden af skadernes omfang.

Steen Bertholdt efterlyste genoptryk af Grinde-sangbogen. Da der ikke var budget afsat til det blev det foreslået at arbejde på en revision under Bjarne Rich’s ledelse. Der bliver etableret en mailgruppe ”sangbog@grinde.dk” interesserede kan melde sig til. Hans Storm tilbød at offentliggøre sangbogen på hjemmesiden i en form så interesserede kunne hente og selv printe bogen. Der kan evt. tilknyttes eksempler på musikken.

Hans Storm gjorde opmærksom på at materiale man ønskede på hjemmesiden helst skulle modtages i elektronisk form for at arbejdsbyrden ikke blev for stor – hjemmesiden er et fritidsarbejde.

Bipon ll havde haft osmose i ror og forfinne, og et løst hælbeslag til roret. Båden er bygget i 1975 og har skrog nr. 33. Der var samtidig observeret revner i roret i midterlinien i den tykke del foroven og forneden. Det var udtryk for frostsprængninger pga. vand i roret. Roret var åbnet og der var konstateret vand i det indlagte skum mellem de støbte skaller og formuldning af det indlagte skum. Der havde været kontakt til Peter Bruun under reparationen, der var beskrevet i et medbragt dokument. Projektet var afsluttet med rorbladsudvidelse der IKKE anbefales af konstruktøren, og som er en konstruktionsændring der gør båden uklasset.

Der var livlig debat om den ekstensive reparation var nødvendig ud fra styrkebetragtninger. Det blev påpeget at man let kunne inspicere efter evt. revner, og at ”rorprøven” – kommer roret op når man trykker det ned når båden er i vandet?, var en god måde at afgøre på om der var vand inde i selve roret. Andre havde boret hul i bunden af roret og stoppet hullet med en skrue, så evt. vand kunne tappes af før vinteren så man undgik frostsprængninger.

Axel Andersen fortalte om en knækket Grindemast på Hagbart af Gilleleje. Tilsyneladende var topvantet hoppet ud af læ saling under sejlads, og masten faldt efter en vending. Ved eftersyn af beslag så det ud som om man havde savet en rille på et tidligere tidspunkt hvor wiren formentlig var udskiftet eller afmonteret, og topvantet blev således holdt på plads i salingen med tape. Når sagen er undersøgt til bunds vil Axel beskrive den til Grinde Nyt og hjemmeside.

Herefter meddelte dirigenten at Generalforsamlingen var slut og nedlagde sit hverv, og man fortsatte med det sociale arrangement.

HHStorm (referent)

Efter den officielle handling, der var ledsaget af øl, vin, vand og chips, blev lokalet ændret til en biograf. Grindeklubbens dogmefotograf og revisor – Paul Rochat havde lånt os en video med kommentar af sidste års eskadresejlads i i forbindelse med grinde træffet i Helsingør. Selv var han taget på skiferie! Der var stor beundring for kameraføringen under de tilsyneladende voldsomme bølger i 4-5 sekundmeter vind fra vest ud for Nivå havn. Fotografens assistent Mirja var helt oplagt en stor støtte, både med hensyn til at stille skarpt, og med anvendelse af zoom funktionen. Filmen understregede også hvor nyttigt det udsendte fartøjsregister er når man skal fjerngenkender grinder – “hvem er det der har en rød? – er det grinden Ida –hmm – nøøø – tavshed – den er ikke rød” for så på 5 meters afstand – “det er Lurifax – tillykke med en flot 2. plads” – ja eskadresejladsen med 10 både var det nærmeste vi kom et mesterskab i 2004. Efter et par hastige panoreringer der viste grinde feltet kom vi til “medicinuddeling” i Helsingør, og en særlig “tour de Grinde” hvor Bipon ll’s skipper med gymnastiske bevægelser forklarede fiduser i kokpittet – Gasen med gang i diverse papirarbejde – Partout beskrevet som helt fidusforladt og Malobe som proppet med fiduser – til Kraka gridnen uden motor! Yderst fornøjeligt. Afslutningens skippermøde var veldokumenteret med motorer der “stod af og på” – men som nok aldrig havde været der for talen gik på en spækhugger – og sydgående sejlads i stærk modstrøm med både motor og sejl. Vi glæder os alle til næste års film!

Billedshow fra træffet (kan ses her på hjemmesiden under fotos) kørte ind imellem som pauseunderholdning.

Herefter gik alle i gang med at ændre lokalet til at huse 35 spisende. De brasilianske oksestege, blev skåret ud og arrangeret sammen med den grønne salat, det gode ialienske madbrød fra pizzabageren, oliven, feta, tomater, artiskokhjerter, grønne salater mv.. Efter det ost og kaffe med chokolade og småkager.

Der var livlig snak og rigelig mad der blev nydt af alle. Vores klub trubadur Bjarne Rich havde medbragt et mindre udvalg af sange, som med formandens akkompagnement blev afsunget, medens de der havde brug for lidt fred i hovedet sørgede for opvask, kaffe mv.

Vin og øl, medbragt såvel som solgt til “høkerpriser” stimulerede stemningen og først efter klokken 22 begyndte grindefolket at vende hjem i den frostklare nat med let snefald.

Noget kan tyde på at de trange forhold var med til at give gode rammer om den sociale del af generalforsamlingen – og mange gav udtryk for at se frem til klubbens træf.

H H Storm

Om Webmaster

Dette er webmasters profil. Jeg kan kontaktes på dansk.grinde.klub@gmail.com.
Dette indlæg blev udgivet i Generalforsamlingsreferater. Bogmærk permalinket.