Grill til Grinden – sikker grillning for svaj

af D 201, Kraka, Jytte & Axel

For os, som foretrækker at ankre i en stille bugt eller benytte DS ankerbøjer frem for overfyldte havne, har en sikker grill til anvendelse ombord, længe stået på ønskelisten. I foråret 1997 fandt vi endelig en passende grill. Ophæng har vi selv komponeret, tilpasset grindens ror/flagbeslag, og har således opnået en løsning som efter vor mening passer til grindens design. Grillen er en amerikansk Magma trækulsgrill i poleret rustfrit stål. Prisen var i 1997, 995 kr. hvortil skal tillægges en grillstarter til 180 kr. som er nødvendig i vort blæsende klima. En gas version kan også leveres for dem som bedre kan lide denne løsning.

Ophænget er et rustfrit stålrør (pulpit rør) med diameter 25 eller 25.4 mm. Roret bukkes 70 grader, således at der efterlades et lige stykke passende til Flagstang/rorbeslaget i den ene ende. I den anden ende påsvejses en ophængsvinkel som følger med grillen ved leveringen. For at sikre at grillen ikke drejer eller utilsigtet falder af under brug bores et hul gennem flagstangrør/grilophængsrør for en 3mm sikkerhedssplit. Denne split kan også anvendes også til at sikre flagstangen under sejlads.

Med sin placering agter ud over vandet med det rustfri rorhoved som nærmeste del af båden er grill placeringen en meget sikker løsning.

Grillens funktion er lidt anderledes end vi er vant til. Der grilles på amerikansk vis under låg som er forsynet med regulerbare trækhuller. Kræver man at grillet mad skal være “branket” er det ikke denne løsning der skal vælges. Foretrækker man at maden skal beholde sin saft og smag er løsningen simpelthen perfekt. Grilningen tager længere tid end vi er vant til, men ventetiden anvender vi til et glas rødvin med udsigt til den smukke natur som vore farvande i sjælden grad byder på.

Med brugen følger selvfølgelig også en efterfølgende rengøring af, såvel grill som låg, men den polerede overflade letter denne. En god opbevaringspose leveres med grillen, så den ikke sviner  under opbevaringen. Så er der serveret !